mandag den 19. december 2016

Adventsgave # 4


Sidste gave til Katrines dagplejemor. I stedet for at give hende julegave har jeg i år valgt at lave adventskaleder til hende. Den faldt i god jord.




onsdag den 14. december 2016

Årets adventskrans 2016


Årets adventskrans blev først helt færdig efter 2. søndag i advent. Til at starte med var det bare 4 lys, mange små julekugler i en skål. Efter en tur i skoven hvor vi fandt, Efeu og lærkegrene blev adventskransen piftet lidt op sammen med 2 løg. Jeg er vild med resultatet og vi forsøger ikke at ødelægge det flotte mønster der bliver i stearinen efterhånden som det brænder ned.

I år har jeg købt store lys, det største lys har 66 timers brændetid, vi kan godt lide at have lys tændt hver dag og med så store lys er jeg sikker på at de ikke når at brænde ned før sidste advent.
Skålen er fra Kähler.




mandag den 12. december 2016

Adventsgave # 3


Lidt sødt til kaffen, lidt snemandsuppe til børnene og kager til legekøkkenet i dagplejeværelset, sådan ser den 3. gave ud til Katrines dejlige dagplejemor.

Glimmergarnet er købt i Netto og gør det godt til kagerne, de ser lækre ud. Opskriften er fundet i bogen Hæklede kager og søde sager. Kagerne har været hyggelige at lave og det er sjovt at finde på  forskelligt topping til kagerne.


fredag den 9. december 2016

Adventsgave # 2


I søndags 2.advent bestod gaven af disse tre ting til Katrines dagplejemor.

Diy på abehånden/nøgleringen findes her, men lad jer ikke snyde videoen tager 3 minutter og det tog mig over en time at lære at lave den rigtigt. Bare rolig det bliver meget nemmere jo flere gange du prøver det og resultatet bliver så fint.


onsdag den 7. december 2016

Projekter for 2017


Nogle gange bruger jeg meget tid på at lede efter nye kreative projekter jeg kan gå i gang med, men hvis jeg stopper op og i stedet går i gemmerne har jeg mange fine ting liggende, opskrifter som er lige til at gå til. Det er ikke altid en nødvendighed at skulle opfinde mine egne mønstre, når først jeg går i gang sætter jeg alligevel mit eget præg på projekterne. Det er også først at når jeg er igang med den kreative proces at nye ideer opstår og på den måde udvikler jeg mine egne projekter.

Tidligere skrev jeg om at jeg vil forsøge at købe mindre stof og i stedet bruge af det jeg har på lager. Udover stof har jeg også en del opskrifter liggende, nogle af dem har jeg haft liggende længe. Derfor tænker jeg at disse mønster vil være oplagte som nogle af mine kommende projekter og med en kombination af det stof jeg allerede har liggende. Jeg vil tage det som en udfordring ikke at skulle købe nyt.

Udover symønstre, har jeg vidst også en del hækleopskrifter liggende, det største af de projekter er en opskrift på den hæklede udgave af det royale babytæppe, et stort projekt som jeg drømmer om at finde tid til en dag.

mandag den 5. december 2016

Nissenhuen 2016


Jeg har en plan om at lave en ny slags nissehue til børnene hvert år og i år bliver det en hue i stof. Ideen var en jerseyhue med pelskvast og jeg har flere gange kigget efter mørkerødt jerseystof, men uden at finde den rigtige farven. Derfor var planen næsten enkel, lige et smut forbi Fabricroad hvor jeg bare lige skulle fine noget julerød jersey og så ellers hjem og sy huer. Det endte med at tage en time at finde det rigtige stof og jeg var mange muligheder igennem før jeg besluttede mig. Jeg kiggede på stof med prikker, stjerner og flere forskellige farvekombinationer. Det var ikke "bare" lige at vælge det rigtig stof. Jeg kom derfra med to slags stof, som i kan se på resultatet herunder, det endelig resultat blev meget bedre en jeg havde forestillet mig. Produktionen af nissehuer er også blevet større end først planlagt, jeg har sendt et par nissehuer videre til nogle dejlige børn. Der kan blive mange huer ud af 1 meter stof.

Jeg har taget udgangspunkt i denne DIY fra Stof og Stil

2 år 26 cm, 4 år 28 cm, voksen hue 30 cm 
Alle huer er 50 cm lange.
5 cm bred rib

Jeg har syet et stykke elastik i spidsen for at det er nemt at montere en kvast. 
Garnkvasterne laver jeg efter denne DIY og jeg har også monteret et stykke elastik omkring den. 

Den blå hue er min og børnene har fået røde huer. Anders havde den på i børnehaven og da jeg hentede ham igen sad den stadig på hovedet. Mine børn elsker at rende rundt med hat på. 








søndag den 4. december 2016

Julepynt og julehygge


Jeg har gang i at hækle bestiksokker til julebordet, da strømpen skal hæftes flere gange undervejs, hækler jeg flere sokker på en gang først spidsen, så hælen og til sidst skaftet. Det føles nemmere og mere overskueligt. Vi bliver måske 11 personer juleaften, så der er lidt vej endnu.
Opskriften findes her.
Udover opskriften på bestik julestrømper har jeg også fundet mønstre på nogle rigtig fine snefnug. Der er så mange flotte variationer. Jeg har lavet 10 forskellige indtil videre, de er hængt op over vores spisebord, det ser så fint ud og skaber en virkelig hyggelig stemning. Jeg har forsøgt at tage billeder af vores snestorm over spisebordet, men det er ret svært at taget nogle gode billeder af det, så det har i stadig tilgode her på bloggen.

Næste projekt er at lave noget julepynt med perler som skal udenfor og hænge på vores blommetræ. Børnene fik i dag selvlysene perler af nissen og det kunne være sjovt at lave hjerter og stjerner af de perler og hænge dem op uden for.







fredag den 2. december 2016

Adventsgave # 1


I år er den sidste jul med barn i dagpleje og da vi har kendt vores dagplejemor siden Anders startede hos hende, har jeg valgt at lave adventskalender til hende. I søndags fik hun denne gave, ingredienser til at bage de bedste cookies.

Opskriften findes her. Jeg har bagt efter denne opskrift mange gange og de smager super godt.