onsdag den 7. september 2016

Tanker om efteråret


Jeg er vild med efteråret, hvert år når vi når denne årstid bliver jeg mindet om hvor meget jeg holder af efteråret. Luften, lyset og overgangen fra sommer til efterår. 

Der er noget helt specielt over vejret de morgener hvor solen skinner, dis over markerne og den lune temperatur der gør at man kan nøjes med at have trøje på når vi skal af sted om morgenen. 

Det er tid til at plukke æbler og samle sammen så der er æbler til gammeldags æblekage, æbleboller og æbletærte med marcipan og nødder. Det er de samme opskrifter der går igen år efter år. Især mors æblekage høre efteråret til.

Det er et år siden min barsel sluttede og snart er det tid til at fejre 2 års fødselsdag. Der er sket meget det sidste år, nogle dage skræmmer det mig lidt at der allerede er gået et år, især når jeg kigger billeder på computeren og ser tilbage på billeder fra efteråret 2015, det føles jo som om det var igår. Hvor blev tiden af. Jeg vælger at fokusere på det positive, følge med tiden og jeg glæder mig også over at børnene bliver ældre og nogle ting bliver nemmere. 

Efterår betyder også at det er tid til kreatræf i Rødekro, jeg deltager for 3. gang og kan efterhånden kalde en årlig tradition, det er fantastisk hyggeligt - #Kreatræfsyd3

Oktober byder også på Kreamesse i Fredericia, hvor jeg også satser på at skulle forbi og suge ny inspiration til mig.

Snart skal der tænkes på pakkekalender, julegaver og hvad der skal stå på ønskesedlen. Jeg håber igen år at jeg får tid og lyst til at lave nogle hjemmelavede gaver. 

Jeg byder efteråret velkommen og suger de sidste lune solstråler til mig, før vinteren og den mørke tid kommer.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar