tirsdag den 17. september 2013

Så gik der et 1/2 år


Så er det et 1/2 år, 6 måneder eller det samme som 26 uger siden at jeg blev mor. Tiden kan gøres op på mange måder men lige meget hvad synes jeg den går alt for stærkt. Til tider skræmmer det mig og frygten for at jeg lige om lidt skal starte på arbejde igen dukker af og til op. Jeg hygger mig hjemme og glæder mig over at vores mindstemand udvikler sig fra dag til dag. Ligger jeg ham på gulvet på legetæppet kan jeg godt regne med at kort tid efter er det ikke der han ligger længere. Han bakker, triller og skubber sig rundt og han gør det godt.

Personligt mærker jeg også store forandringer, ens prioriteter ændre sig. Tankerne er mange, hvordan ønsker vi vores familie skal være, hvad er vigtigst for os. Loppemarkedet i weekenden og det at få solgt ud af vores ting var super rart. Ting som før har betydet noget for mig gør det ikke længere, det var nærmest en lettelse at få det solgt, at få ryddet op i skabe og gemmer.

Heldigvis er alle mine tanker positive og både min mand og jeg er klar på at nogle ting skal ændres. Jeg er sikker på at det er nemmere at overskue imens jeg stadig er på barsel. Når først hverdagen rammer os en gang i det nye år håber jeg at vi har fået en del af vores ønsker og drømme på plads. Nye men bedre rutiner, så der er tid til familien og tid til hinanden.

Men nok om mine tanker for nu, i weekenden fejrede vi det halve år med bedsteforældrene, onkel, tante og kusinerne. Kaffe, boller og kage. Mormor og morfar havde gaver med til A. En super hyggelig eftermiddag og anledningen var en god undskyldning for at invitere gæster og jeg kunne få lov til at bage lidt.



Hulkage

 En af gaverne fra mormor og morfar


Ingen kommentarer:

Send en kommentar