torsdag den 19. juli 2018

Brok brok brok

Det her indlæg handler ikke om en syg høne der siger brok i stedet for gok. Det handler om brok, om mennesker der brokker sig. 

Nogle gange bliver jeg fanget, fanget af min egen hjælpsomhed og venlighed. Kender i det, at man nogle gange får rodet sig lidt for meget ind i andens problemer? En kollega, ven eller måske manden er utilfreds over noget, de brokker sig, kritisere og måske bagtaler andre. Jeg kan godt blive påvirket i sådan en situationen. Måske giver jeg personen ret og sammen taler vi videre om problemet og på den måde lader jeg mig rive med ind i historien. Jeg bliver en del af brokket. Jeg bliver en del af et dramaet. Nogle gange er det også mig selv, der får startet diskussionen eller klagesangen. 

Hvorfor brokker vi os, klager over noget, kritisere andre og hvorfor er det altid det der bliver talt højest om noget, når det er noget vi er utilfredse over? Det er nemmere at brokke sig og klage over noget, end at tage stilling til det modsatte. Hvad er det, man i virkeligheden har brug for? Det er nemmere at pege på andre end at kigge ind af mod sig selv. 

Hvordan ville det være, hvis vi i stedet vendte det hele lidt på hovedet og i stedet var mere nysgerrig og høj råbende omkring hvad det er vi gerne vil have eller ønsker os? 

Brok, skænderier og dramaer ødelægger vores energi, fratager os overskud og derved mister vi overblikket til at holde os oppe, således at vi kan handle på det. 

Jeg tror på sætningen “Bag ethvert problem, er der en frustreret drøm”

Jeg øver mig i at være nysgerrig, på hvad det er jeg ønsker, hvad det er jeg har brug for, når jeg selv begynder at brokke mig og udtrykke utilfreds over noget eller nogen. Vælger jeg, at fokusere på problemet, er det svært at komme videre og svært at finde løsninger, på hvad der skal til for at ændre på situationen. Når jeg begynder at undersøge drømmen, har jeg mulighed for at komme videre, bevæge mig i en anden retning og ændre på tingene. 

Jeg øver mig i at undgå andres dramaer, brok og skænderier. 

Jeg øver mig i selv, at undgå at brokke mig og pege fingre af andre.

Jeg øver mig i at have fokus på mig selv, på mine problemer og jeg øver mig i, at omformulere problemerne til drømme og ønsker. Det er svært, det kræver energi og overskud. Øvelse gør mester. 

Jeg øver mig i at sætte ord på, hvad det er jeg har brug for, stiller mig selv spørgsmålet “ Hvad har jeg brug for, hvorfor har jeg brug for det og hvordan opnå jeg, det jeg har brug for?”


“Bag ethvert problem, er der en frustreret drøm”

torsdag den 12. juli 2018

Nu er jeg 30 år og jeg...

Jeg forsætter lidt i samme stil som sidste indlæg, denne gang handler det ikke så meget om fortiden men i stedet mere om nutiden.

Der skulle gå omkring 30 år af mit liv før...

... jeg fik langt hår.

... jeg fik mit første 12 tal.

... jeg gennemførte min første 1/2 maraton.

... jeg lærte at drikke kaffe eller, jeg lærte at drikke noget der smager af kaffe. Det skal helst hedde iskaffe, caramel latte eller frappe.

Nu er jeg 30 år ...

... og jeg har været sammen med den samme mand i 14 år.

... og jeg har haft den samme cykel i længere tid, end jeg har været sammen med min mand.

... og jeg har fået lavet endnu et hul i hvert øre (uden at spørge nogen om lov). Denne gang måtte jeg bevare roen og være helt cool, da jeg havde mine børn med. De stod ved siden af med store øjne og åben mund, da jeg fik dem lavet.

... og jeg kan stadig ikke finde ud af at lave en franskfletning i mit eget hår. Jeg havde ellers håbet på at i takt med at mit hår bliver, vokser mine evner til at flette hår med.

... og en powernap på 20 minutter i løbet af en dag er fantastisk og kan gøre underværker.

... og jeg kan stadig være i tvivl om, hvor jeg skal sætte kommaer i en sætning eller om det hedder ligge eller lægge.

... og jeg hører helst kun P4 i radioen, der spiller de ofte sange, som jeg kan synge med på, når jeg kører bil.

... og jeg har besluttet mig for, at jeg vil lære at gå i højhælede sko, sikkert og med stil.

... og jeg nyder alene tid. Nyder at være i mit eget selskab.

... og jeg sætter stor pris på, alt hvad livet har lært mig indtil nu.


Der skulle gå 30 år før jeg lærte om "Det heliotropiske princip" at man altid bør vende sig mod solen, se muligheder frem for begrænsninger og at der bag et hvert problem, er en frustreret drøm. 

lørdag den 7. juli 2018

Der var engang hvor jeg...

Tossede røverhistorier og dejlige minder fra mit liv, lidt pinlige og alligevel sjove oplevelser at tænke tilbage på.

Der var engang....

... hvor mit teenageoprør var at gå i genbrugstøj, sy mit eget tøj og undgå hårvask.

... hvor jeg drak mig fuld i kiwivin.

...hvor jeg var modig og turde springe i faldskærm.

...hvor jeg var til Blåfest med en garder, en garder jeg aldrig havde mødt før, det var min veninde der arrangerede "daten". På det tidspunkt var jeg gift og jeg havde netop fundet ud af jeg var gravid. Det blev gjort i en god sags tjeneste, resten af den historie kan du læse her.

... hvor jeg var 16 år og fik en kæreste.

... hvor Anders Blicfeldt fra Big Fat Snake var lækker, på sådan en voksen agtig måde.

... hvor jeg var ung og fik lavet huller i ørene uden tilladelse fra mine forældre.

... hvor jeg havde fået lavet krøller i mit hår ved frisøren.

... hvor jeg var klædt ud som prinsesse Fiona fra Shrek til en fastelavnsfest. Horn, kjole og grøn øjenskygge i hele hovedet.

... hvor jeg havde mareridt over filmen "Blinkende lygter".

... hvor jeg havde en hund der hed Boe.

...hvor jeg var på Roskildefestival som frivillig med Hjemmeværnet. Hvert år når jeg høre nogen snakke om Roskilde, er det første jeg kommer i tanke om urinstøv og 3 meters reglen.

... hvor jeg var værnepligtig, delte værelse med 7 andre piger og hvor ritualet efter en løbetur var kakaomælk og nøgenstrækkere på gulvet.

... hvor jeg havde glemt hvor gammel jeg var og måtte spørge min veninde om min alder.

... hvor jeg lærte reglen "hvad der sker i Varde (indsæt selv et andet postnummer, end der hvor du bor), blir i Varde".

... hvor jeg var sergent.

... hvor jeg lærte at hækle ved at se klip på youtube.

... hvor jeg "bare" skulle finde et arbejde efter at have færdiggjort studentereksamen og værnepligten. Der arbejder jeg så stadig 10 år senere.

... hvor jeg var iklædt en kjole lavet ud af Ikeaposer, indspillede sange og solgte roser fra en flad cykeltrailer.

... hvor jeg blev gift, fik et barn og alligevel var det først den dag jeg skrev under på lånet på vores hus, at jeg fik følelsen af at være rigtig voksen.

... hvor jeg havde fokus på at tabe mig, jeg levede efter en kostplan og alligevel stod vægten stille. Jeg følte mig træt og kunne sove flere timer hver eftermiddag. Det var dengang hvor jeg først opdagede, at jeg var gravid, da jeg var halvvejs i graviditeten.

... hvor jeg prøvede at vinterbade. Nu vil jeg hellere bade en kølig vintermorgen end en varm sommerdag.

Der var EN gang hvor jeg kort overvejede at indsætte billeder i dette indlæg, for bedre at kunne fortælle historierne fra tiden der var engang. Det blev kun ved tanken :)











torsdag den 5. juli 2018

Bliver det sjovere at feste, jo ældre man blir?

Beachparty, fastelavnsfest, studenterfest, tøsefest eller en tur i byen, sådan kunne det lyde førhen når jeg var med til at planlægge og arrangere fester med veninderne dengang i starten af 20'erne.
Nogle gange tænker jeg at jeg fester for lidt, det handler nok ikke kun om alderen men også om at prioriteringen har ændret sig i forhold til dengang. Det at være til fest er noget der hører til sjældenhederne, idag kan det tælles på en hånd, hvis jeg gør status over hvor mange fester jeg har været til i løbet af det sidste år. Det handler ikke om hvor tit jeg er til fest, men mere om hvor god og kanon sjov festen har været. Når jeg er til fest er det ofte sammen med mine kollegaer, fx. en årlige firmafest med 1100 kollegaer, julefrokost eller sommerfest.

Det handler om at have det sjovt og så handler det om at danse. Musik, en god dansepartner og et stort dansegulv, er for mig en perfekt kombination på en god fest. Og jeg ved det har været en god fest, når uret melder om høj aktivitet og nattens dansetrin er målt som var det en løbetur på flere timer. Mænd der kan danse og forstår at svinge en rundt på dansegulvet, det dur.

Hvad angår fodtøj har det taget mig en del år, at finde ud af at det ikke handler om at have mange par sko eller stiletter jeg har. Det handler i stedet om at stiletterne er dansevenlige, nogle man kan gå længe i og som stadig føles behageligt og uden at tæerne er krøllet helt sammen. Mon der findes sko som man kan danse/løbe i hele natten uden at få monster ondt i fødderne dagen efter? Indtil videre bliver jeg i troen og forsætter jagten på et par gode dansesko.
Jeg har en ide om at jeg skal træne mine fødder op, til jeg skal til firmafest i september, hvor mit mål er at beholde skoene på indtil midnat. Hellere dans i bare tæer end ingen dans. Mine erfaringer har lært mig at forkerte sko kan give blå tæer. Sidste år mistede jeg en negl, to måneder efter jeg havde været til en fest og tror helt sikkert det var skoene som var skyld i det :).

Det tager langt tid at komme sig ovenpå en god fest og dagen efter er jeg flad. Dansedronning om natten og dagen efter vågner jeg op og opdager at fortryllelsen er ophævet og jeg er nogens mor og igen bør være den ansvarlige voksen. Hvorfor er det 2. dagen efter en fest der føles hård at komme igennem? Fødderne er ømme og benene er trætte, som havde jeg løbet et 1/2maraton.

Om festerne er blevet sjovere jo ældre jeg bliver eller om det er fordi jeg kommer for lidt ud, det er svært at svare på. Mit budskab med dette indlæg, er at vi skal huske at gøre mere af det der gør os glade og samtidig huske på at selvom neglen bliver blå og falder af, ja så vokser den ud igen, tømmermændene går over og ømheden i benene forsvinder efter en ugens tid.

fredag den 15. juni 2018

Hvem er jeg?

Jeg har brug for plads
Jeg har brug for kærlighed
Jeg har brug for at blive elsket
Jeg har brug for at blive anderkendt
Jeg har brug for at være den jeg er 
Jeg har brug for eventyr
Jeg har brug for udfordringer
Jeg har brug for modspild
Jeg har brug for samarbejde
Jeg har brug for tryghed
Jeg har brug for plads til at udvikle mig
Jeg har brug for at være selvstændig
Jeg har brug for at blive hørt
Jeg har brug for at kunne vise følelser
Jeg har brug for at kunne vise når jeg føler mig svag
Jeg har brug for at være stærk
Jeg har brug for omsorg
Jeg har brug for respekt 

Jeg har brug for tid til at tænke
Jeg har brug for at bryde ud
Jeg har brug for at dele min følelser

Jeg har brug for støtte
Jeg har brug for at mærke efter
Jeg har brug for at føle mig tryg
Jeg har brug for at udvikle mig
Jeg har brug for at være sårbar
Jeg har brug for at være den jeg er

Jeg har ret til at vælge
Jeg har ret til at være sårbar
Jeg har ret til at træffe mine egne valg
Jeg har ret til at handle
Jeg har ret til at være mig

Jeg har lyst til at få mere ud af livet
Jeg har lyst til eventyr

Jeg har brug for at være mig
Jeg har ret til at være mig
Jeg har lyst til at være mig
Og jeg er lige som jeg skal være

torsdag den 14. juni 2018

Hvor længe holder et venskab?

At glæde sig til noget, der giver den gode mavefornemmelse. Glæden over at skulle noget jeg ikke plejer at gøre, det gør mig glad. 

I weekenden var jeg på tøsetur med min veninde, en fantastisk dejlig veninde, som jeg har kendt i 10 år. Hotel, god mad, alkohol og tøsehygge. Det var noget af det jeg inden gik og glædede mig til. Afsted uden mand og børn, ingen planer og god tid til at snakke. 
Det er længe siden, vi har sat så meget tid af til at være samen, vi har før været på tøsetur til London, Malmø og Hamborg men det var før vi fik børn. Og det ligger alligevel en del år tilbage. 

Hotelovernatning, spise uden forstyrelser og sove længe. Sidde ude, drikke cidere, snakke og nyde det gode vejr. Det at have tiden til at snakke og dele mere af hverdagens leverpostej og glimmer med hinanden føltes rart. Ingen afbrydelser eller stress over snart at skulle hjem til familien igen.

I løbet af dagen faldt snakken også på gamle dage og alle de dejlige oplevelser vi har haft sammen. Gode historier og skøre minder fra tiden der engang var. Der blev brugt meget tid på at snakke om dengang. Det er sjovt at snakke om gamle dage, mindes alle de gode oplevelser fra førhen, komiske øjeblikke, pinlige situationer og fjollede ting vi har gjort sammen. Det er rart at grine og have det sjovt, og at være i dejligt selskab gør det hele meget bedre.

Der er stor forskel på dengang og så i dag. I dag lever vi hver vores hverdag, der er større afstand i mellem os geografisk, vi har fået børn, mand og hus. Tiden er en anden i dag. Prioriteringerne har ændret sig og når snakken går på gamle dage, føler jeg ikke vi har ændres os siden, selvom jeg godt ved at vi er blevet ældre. 

Hvordan holder vi venskabet i live? kan vi mon holde sammen mange år endnu, ved kun at snakke om gamle dage. Glemmer vi engang, alt det gode vi har oplevet sammen? Bliver vi ved med at kunne huske de gode og sjove i historier? Dem vi brugte tid på at genfortælle i weekenden. Bliver vi dem som sidder og fortæller røverhistorier til vores børn, når altså de engang er store nok og kan tåle at høre historierne. Jeg ønsker ikke at glemme, det der var engang og jeg håber endnu mere på, at vi forsætter med at opleve nye ting sammen, oplevelser som senere kan blive til flere nye og underholdende historier. 

Vi vælger selv hvad vores tid skal bruges til og det var en god prioritering at tage væk, væk fra familien og hverdagens cirkus, for at prioritere en rigtig dejlig veninde. Det er noget jeg kan glæde mig over i lang tid, for det var virkelig hyggeligt at være afsted.


Jeg tror på, at selvom der går lang tid imellem vi ses, er vores venskab specielt og det er værd at gemme på lang tid endnu. Det er ikke mere besværligt end hvad jeg selv gør det til, nogle gange handler det om at have fokus på hvad der giver mig energi og gør mig glad. Et venskab holder lige så længe, som man ønsker det skal holde, blot man husker at give det opmærksomhed. 

onsdag den 13. juni 2018

Tænk...


Tænk at det snart er et helt år siden jeg skrev et indlæg her på bloggen, jeg havde alligevel ikke troet at der var gået så lang tid. Der er sket meget i løbet af det sidste år. Det har været en spændende og utrolig lærerig rejse for mig personligt. Jeg har opdaget nye side af mig selv og jeg glædes stadig over at jeg i januar 2017 tog beslutningen om at blive en bedre udgave af mig selv. Det har været spændende og jeg har lært, at jeg kan meget mere end jeg selv går og tror.

Prioriteringerne i hverdagen har ændret sig. Kreative projekter som sy og hækle har der været langt mindre af, men jeg føler også jeg har fundet mange andre dejlige ting at bruge tiden på. Det gælder om at fylde livet med det der gør en glad.

Hvad der skal ske med bloggen er jeg ikke helt klar over endnu, men jeg har lyst til at begynde at skrive herinde igen. Lyst til at dele, dele ud af alt det jeg har på hjertet. Min blog har førhen fungeret som en dagbog over de kreative projekter, blandet med gode oplevelser og det har været en god måde at gemme det på, jeg må genoverveje hvad der skal ske med Linesverden. Det er vigtigt for mig at samle på gode minder.